Sortér (i Brønderslev og Hjørring kommuner)

Til venstre kan du finde en liste over de ting, man kan sortere fra derhjemme - du må rigtig gerne komme med forslag til flere sorteringer.

På listen står der også, hvor man kan aflevere affaldet, og hvad der sker med det efterfølgende.

Her finder du nogle sedler, du kan printe ud og sætte på dine sorteringer derhjemme. De omfatter kun de mest gængse sorteringer.

Har du styr på sorteringerne, er der her nogle klistermærker i et mere enkelt design.

Særligt om plastik

Mærkning af emballageplast er indtil videre en frivillig ordning. Du kan bruge mærket til at få oplysninger om hvilken plast et materiale er lavet af. Pilene i en trekant med et nummer indeni angiver plasttypen. Evt. anføres forkortelsen for plasttypen også. Mærket siger ikke noget om hvilke andre stoffer, der er tilsat plasten.

Skal en beholder bruges til mad, kan man ønske at vælge bestemte plasttyper fra – også selvom loven tillader, at plasten bliver brugt i forbindelse med fødevarer. Det samme gælder f.eks. for legetøj til børn.

Man kan f.eks. undgå PVC, fordi det kan være belastende for miljøet, når det kasseres.

Mærkerne fortæller:

 

PET (Polyethylen Terephthalat )

Bruges til bl.a sodavandsflasker og emballagebakker

Emballage af denne type kan afleveres til pantsystemet og på genbrugspladsen i ”plastemballage” og ”dunke”. Plastikflasker der har indeholdt kildevand og læskedrikke kan også afleveres i boblerne til glas.

 

HDPE (polyethylen – High density) 

Et af de mest udbredte plastmaterialer. Bruges bl.a til folier, spande, dunke, kasser og flasker.

Emballage af denne type kan afleveres på genbrugspladsen i ”plastemballage” og ”dunke”

 

PVC (polyvinylchlorid). 

Kan indgå i f.eks. regntøj, badebassiner, voksduge og badeforhæng. PVC kan belaste miljøet, når det bliver til affald da der bliver dannet dioxin, hvis PVC bliver brændt af i et forbrændingsanlæg. Affald, der indeholder PVC, skal derfor afleveres på genbrugspladsen. PVC kan undgås f.eks. findes regntøj i nylon (polyamid) eller plasttypen polyurethan (PUR). 

Emballage af denne type kan afleveres på genbrugspladsen i ”PVC” – må ikke komme i dagrenovationen.

 

 

LDPE (Polyethylen – Low density). Et af de mest udbredte plastmaterialer. Bruges f.eks. til bæreposer, plastsække og i mælke- og juicekartoner, som et tyndt lag indvendigt i kartonen.

Emballage af denne type kan afleveres på genbrugspladsen i ”plastemballage”

Kan afleveres på genbrugspladsen

 

PP (Polypropylen) Bruges i flasker, dunke, låg og hætter. 

Emballage af denne type kan afleveres på genbrugspladsen i ”dunke” 

 

PS (Polystyren). Bruges bl.a. til emballagebægre (youghurt, ymer) og engangskopper. 

Kan afleveres på genbrugspladsen i ”plastemballage”

Emballage til fødevarer

Kig efter at dine fryseposer er af plasttyper med plastpilene 2, 4 eller 5 der alle er godkendte til opbevaring af fødevarer.

Plastikbøtter og bægre som er egnet til opbevaring af fødevarer er ofte mærket med ”glas og gaffel”. Men det betyder ikke, at materialer som ikke har dette mærke, så ikke bør komme i kontakt med fødevarer, da denne mærkning ikke er et krav. 

Mere om mærkning

Du kan læse meget mere om mærkning i pjecen ”Kend dit mærke” som Informationscenter for Miljø og Sundhed har udarbejdet